Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

reklama1

Republik Österreich

(Flag) (Nationalvåben)
Nationalt motto: Intet
Nationalmelodi: Land der Berge, Land am Strome
Hovedstad	Wien 48°12′ N 16°23′ E
Største by	Wien
Officielle sprog	Tysk1
Regeringsform Præsident Kansler	Republik Heinz Fischer Alfred Gusenbauer
Statsdannelse	Republikkens indførelse 12. november 1918
Areal  • Total  • Vand (%)	83.858 km² (nr. 113) 1,3
Indbyggertal  • 2008 anslået  • 2001 folketælling  • Tæthed	8.334.325 (nr. 89) 8.032.926 99,4/km² (nr. 78)
BNP  • Total  • Pr. indbygger	2005 anslået 318,34 mia. USD (nr. 22) 31.300 USD (nr. 10)
Valuta	Euro2 (EUR)
Tidszone  • Sommer (DST)	CST (UTC+1) CEST (UTC+2)
Nationalt topdomæne	.at
Telefonkode	+43
Kendingsbogstaver (bil)	A
Luftfartøjsregistreringskode	OE
1 Slovensk, kroatisk og ungarsk er officielle minoritetssprog 2 Før 2002: Schilling

Østrig, officielt Republikken Østrig (tysk:Republik Österreich) er en forbundsstat i Centraleuropa, og består af 9 forbundslande med hvert sit parlament og regering. Østrig er omgivet af land på alle sider og støder op til Liechtenstein og Schweiz i vest, Italien og Slovenien i syd, Ungarn og Slovakiet i øst og Tyskland og Tjekkiet i nord. Hovedstaden er Wien. Østrig har 8,3 mio. indbyggere, hvoraf tre fjerdedele tilhører den romersk-katolske tro. Det officielle sprog er tysk, der tales i dialektiske former. Herudover er slovensk, kroatisk og ungarsk anerkendte minoritetssprog.

Republikken Østrig blev dannet på resterne af det østrig-ungarske dobbeltmonarki efter 1. verdenskrig og fik sin første statsforfatning i 1920. Denne blev videreført efter 2. verdenskrig i 1945, hvor den Anden Republik blev dannet. Fuld suverænitet fik Østrig med statstraktaten af 15. maj 1955. Østrig har en forfatningsbestemt neutralitet og er sæde for flere internationale organisationer, heriblandt FN, OSCE og OPEC. Landets statsoverhoved er forbundspræsidenten. Forbundskansleren er regeringchef.

Nationalrådet, der har 183 medlemmer, er det direkte valgte parlamentskammer. Valgperioden er for øjeblikket fire år, efter førstkommende valg fem år. Valgretsalderen er 16 år, den laveste i Europa. Forbundsrådet er Østrigs indirekte valgte parlamentskammer, hvortil forbundslandenes lokale parlamenter, landdagene, udpeger 62 repræsentanter. Forbundsrådet har absolut veto i love, der griber ind i forbundslandenes anliggender og rettigheder.

Topografisk er Østrig domineret af Alperne, der dækker 60 % af landet. Disse har stor betydning for Østrigs turisme, hvor alpin vintersport er en betydende erhvervsfaktor. Herudover er maskiner, kemiske produkter, stål- og metalvarer samt vin vigtigste produkter i Østrigs samhandel med udlandet. Også inden for infrastrukturen har topografien stor betydning, hvor bane- og vejanlæg er præget af det uvejsomme terræn med mange bro- og tunnelværker, ligesom landets mange floder giver gode muligheder for vandkraft, der dækker to tredjedele af landets energibehov. Kulturlivet er rigt og har fostret store komponister som W.A. Mozart, Joseph Haydn, Franz Schubert, Johann Strauss samt Gustav Mahler.

Indholdsfortegnelse 1 Historie 1.1 Oldtid til 15 f.Kr. 1.2 Romersk provins og folkevandring 15 f.Kr.-700 1.3 Frankerrige og det hellige romerske rige 700-1806 1.4 Kejserriget Østrig (1804-1867) og dobbeltmonarkiet Østrig-Ungarn (1867-1918) 1.5 Første republik (1918-1938) 1.6 Austrofascismen og stænderstat 1.7 Det tredje rige (1938-1945) 1.8 Efterkrigstid og den Anden Republik 1.9 Østrig i dag 2 Geografi 2.1 Eksklaver og enklaver 2.2 Bjerge 2.3 Søer 2.4 Floder 2.5 Natur 2.5.1 Flora 2.5.2 Fauna 2.6 Klima 2.6.1 Temperatur og nedbør 2.6.1.1 Vejrrekorder 3 Demografi 3.1 Befolkningsudvikling 3.2 Byer og befolkningstætte områder 3.3 Sprog 3.4 Ind- og udvandring 3.5 Religion 4 Politik 4.1 System 4.2 Institutioner 4.3 Politiske partier 4.4 Retsvæsen 4.5 Finanspolitik 4.6 Forsvar 4.7 Sikkerhed og neutralitet 4.8 Udenrigspolitik 4.9 Centrope og tvillingebyer 4.10 Klimapolitik 5 Delstater 6 Økonomi og erhverv 6.1 Bjergværksdrift 6.2 Land- og skovbrug 6.3 Turisme 6.4 Virksomheder og handel 6.5 Samhandel 6.6 BNP og BNI 6.7 Arbejdsløshed 7 Infrastruktur 7.1 Trafik 7.2 Energiforsyning 7.3 Kommunikation 8 Uddannelse 9 Kultur 9.1 Musik 9.2 Teater 9.3 Litteratur 9.4 Arkitektur 9.5 Videnskab og nobelprismodtagere 9.6 Mad og drikke 9.7 Sport 10 Se også 11 Litteraturliste 12 Noter 13 Eksterne henvisninger

[redigér] Historie

[redigér] Oldtid til 15 f.Kr.

De ældste spor efter mennesker i Østrig hører til palæolitikum, Neandertalernes tid. Der er flere oldtidsfund i Niederösterreich, hvoraf det mest kendte er i Wachau.^[1] Her er også de to ældste østrigske kunstværker fundet, en lille kvindefigur, den såkaldte Dansende Fanny fundet i Stratzing/Krems-Rehberg, samt figuren Venus fra Willendorf.^[1] Efter den trinvise bosættelse i alle regioner i Østrig i den sene stenalder står kobberalderen i udnyttelsen af råstoffernes tegn, først og fremmest kobber. Fra denne tid stammer også den berømte gletsjermumie Ötzi i det østrigsk-italienske grænseområde.

Under bronzealderen mellem 3. og 1. årtusinde f.Kr. blev der etableret et stigende antal handelscentre, hvis størrelse samtidig tog til. Der blev også etableret fæstninger fortrinsvis i råstofudvindingsområderne. I området omkring Hallstatt begyndte den systematiske udvinding af salt. Den ældre periode af jernalderen er opkaldt efter denne by: Hallstattkulturen.^[2] Den yngre jernalder står i kelternes tegn, som i syd og øst af det nuværende Østrig etablerede den første statsdannelse.^[3] Den vestlige del blev i denne periode beboet af rætierne.^[4]

[redigér] Romersk provins og folkevandring 15 f.Kr.-700

Størstedelen af det nuværende Østrig blev omkring 15 f.Kr. besat af Romerriget.^[5] Den romerske hersker Claudius oprettede under sin regeringsperiode (41-54 e.Kr.) den romerske provins Noricum, hvis grænser stort set svarede til Østrigs nuværende.^[6] Øst for Vindobona (det nuværende Wien) lå den største romerske by Carnuntum. Andre vigtige byer var Aguntum (ved Lienz), Juvavum (Salzburg), Virunum (nuværende Klagenfurt) og Teurnia (i nærheden af Spittal an der Drau).^[7]

Efter udbredelsen af kristendommen i det 2. århundrede e.Kr. begyndte den langsomme nedgang for Romerriget gennem folkevandringerne.^[8] Efter goterne, slaverne og avarernes lange pres mod provinsen Noricum begyndte bajuvarernes bosættelser i det 6. århundrede, mens det nuværende Vorarlberg blev befolket af alemannerne. I det nordlige alpeområde etablerede det bayriske hertugdynasti, hvis slægt stammede fra Agilolfinger, sig fra det 6. århundrede.^[9] Få årtier senere var Romerriget endegyldigt faldet fra hinanden.

[redigér] Frankerrige og det hellige romerske rige 700-1806

Store dele af Østrig hørte i det sene 700-tal til det bayriske hertugdømme i Karl den Stores frankiske rige. I det senere østfrankiske rige var regionen svarende til det nuværende Niederösterreich fra 856 underlagt Karolingerne som Marchia orientalis, hvilket er latin for den østlige mark.^[10] Dette grænseland i rigets sydøstlige del blev kimen til det senere Østrig. Området blev dog tabt til Ungarn i 907. Først efter Lechfeldslaget kunne det østfrankiske rige igen ekspandere mod øst, og der opstod nye hertugdømmer og markgrevskaber. Dermed begyndte også en ny bayrisk bosætningssbølge.^[11]

I år 976 opstod den ældste landeenhed indenfor grænserne af det nuværende Østrig i form af det selvstændige hertugdømme Kärnten. Samme år blev Marchia Orientalis overgivet til en Babenberg-greve af kejser Otto II Marchia Orientalis blev i den forbindelse første gang benævnt Ostarrîchi. Udtalen og skrivemåden blev senere til Österreich. Den første skriftlige kilde til navnet stammer fra et dokument udfærdiget i Bruchsal den 1. november 996. Deri er fastslået en gave fra Otto III til biskoppen af Freising, nemlig en region der almindeligvis kaldes Ostarrichi ("regione vulgari vocabulo Ostarrichi"), hvormed der var ment området omkring Neuhofen an der Ybbs ("in loco Niuuanhova dicto").^[12][13] Dette dokument opbevares i dag i Bayrische Hauptstaatsarchiv i München.^[14] Området blev også kendt som Ostland (lat. Austria) eller Osterland, og den 8. september 1156 blev det ophøjet til et af Bayern uafhængigt hertugdømme af Kejser Friedrich I gennem udstedelsen af det såkaldte Privilegium Minus.^[15] Dermed begyndte Østrigs egentlige historie som selvstændigt territorium inden for det hellige romerske rige.

Babenbergerne blev i 1278 efterfulgt af Habsburgerne.^[16] For at understrege deres særlige status gjorde de hertugdømmet Østrig til et ærkehertugdømme gennem en forfalsket erklæring kaldet Privilegium Maius.^[17] De udvidede deres herskerområde indtil 1525 og blev en magtfaktor i det hellige romerske rige. De sene Babenbergere havde forbundet Steiermark med Østrig, og for Habsburgerne lykkedes det derfra at skabe et kompleks af lande gennem erhvervelse af Kärnten, Tyrol, Krain og flere andre områder, som samlet blev kaldt Herrschaft zu Österreich.^[18][19] Fra 1438 besad dynastiet næsten gennemgående den romersk-tyske konge- og dermed også kejserrang.

Fra slutningen af det 15. århundrede til 1690 blev de habsburgske landområder i stigende omfang udsat for angreb af det Osmanniske Rige, som stræbte mod vest fra Ungarn. Først i 1716 lykkes det Prins Eugen af Savoyen det at slå "tyrkerne" tilbage til Beograd.^[20] Reformationen af kirken slog i begyndelsen hurtigt igennem, men blev i løbet af det 17. århundrede igen slået tilbage.^[21]

1713 blev der med den pragmatiske sanktion for første gang lavet en grundlov gældende for alle de habsburgske landområder, og den fastslog at disse områder udelelige og uadskillelige. Dermed lå det fast, at disse lande havde et enhedsfællesskab under et fælles statshoved - et fællesskab der blev kaldt "Østrig".^[22] Den fastslog også, at efter kejser Karl VI, der ikke havde nogen mandlige arvinger, skulle hans datter Maria Theresia følge ham som dronning af de østrigske arvelande. I den østrigske arvefølgekrig lykkedes det i hovedsagen for det nye hus Habsburg-Lothringen at tilegne sig magten i arvelandene. Da Preussen og Rusland i det 18. århundrede opdelte Polen, fik Østrig tildelt Galicien og Lodomerien.^[23]

Franz II grundlagde i 1804 kejserriget Østrig og tilegnede sig som Franz I titlen som Kejser af Østrig. I 1806 nedlagde han dog efter pres fra Napoleon kejserkronen for det hellige tysk-romerske rige, hvormed dette også de jure ophørte med at bestå. ^[24] Således var han i to år den eneste dobbeltkejser i historien.

[redigér] Kejserriget Østrig (1804-1867) og dobbeltmonarkiet Østrig-Ungarn (1867-1918)

Det nye kejserrige Østrig var en etnisk blandet stat, der udover tysk også talte ungarsk, italiensk, tjekkisk, polsk, ukrainsk, rumænsk, kroatisk, serbisk, slovakisk og slovensk. Da områderne tidligere havde hørt under det hellige romerske rige, indgik det fra 1815 i det tyske forbund, i hvis forbundsforsamling den østrigske gesandt havde formandskab. Landsdelen Salzburg tilfaldt i 1816 som hertugdømme det østrigske kejserrige, efter at det havde været et selvstændigt fyrsteærkebispedømme siden 1328.

Den førende politiker i den østrigske Biedermeier-tid var udenrigsminister og senere kansler Metternich. For ham gjaldt det at holde befolkningen i ro med censur og stikkeri for at opretholde den gamle orden: det enevældige monarki. De samme mål havde man på det tidspunkt i Preussen og Rusland, og sammen grundlagde disse tre monarkier den hellige alliance.^[25] I denne periode fandt industrialiseringen af Østrig også sted. I 1837 kørte det første damptog mellem Floridsdorf og Deutsch-Wagram, som var første del af nordbanen - monarkiets vigtigste banestrækning.

Inspireret af begivenhederne i Frankrig, der førte til oprettelsen af den 2. republik, udbrød der revolution i 1848, hvor monarkiets befolkning stræbte efter demokrati og uafhængighed. Det førte til, at kansler Metternich måtte gå i landflygtighed i England.^[26] Kun den kejserlige armé under Radetzky, Jelačić og Windisch-Graetz samt hjælp fra den russiske armé sikrede monarkiets overlevelse. Den 2. december 1848 afløste den 18-årige Franz Joseph den syge kejser Ferdinand I. Den uerfarne hersker stillede i 1849 de oprørske ungarere for retten og lod et dusin af de øverste ungarske hærførere henrette. Kejseren satte grundloven ud af kraft og indførte et totalt enevælde, hvor han i sin person ville samle den lovgivende, udøvende og dømmende magt. Det vakte en uvilje hos de mange nationalister i riget.^[27]

Med slaget ved Solferino i 1859 tabte Østrig overherredømmet i Norditalien, og med slaget ved Königgrätz (Sadowa) tabte man lederskabet i det tyske forbund. Den derigennem svækkede kejser måtte gennemføre dybtgribende reformer og opgive sin neo-absolutte regeringsmåde, og Østrig blev omdannet til et konstitutionelt monarki^[28]. Med Ungarn indgik man nu i 1867 en aftale, der gjorde det østrigske monarki til det østrig-ungarske dobbeltmonarki. Begunstigelsen af ungarerne, der nu i videst muligt omfang blev uafhængig af den østrigske indenrigspolitik, pustede yderligere til nationalitetskonflikterne med de øvrige befolkningsgrupper i monarkiet.^[29] Mens alle nationaliteter var repræsenteret i det østrigske rigsråd, og valgretten blev indført i 1907 for alle mænd,^[30] så blev de ikke-ungarske nationaliteter stærkt forfordelt i den ungarske rigsdag,^[31] og der kom heller ikke en almen valgret i Ungarn før 1918.

De nationale konflikter kombineret med forskellige alliancer i forhold til Balkan - Østrig var i alliance med Tyskland, og Serbien blev støttet af Rusland, og Rusland kunne regne med Frankrigs opbakning - gav efterhånden den nationale samling i Østrig-Ungarn trange kår.^[32] Hele konflikten brød ud i lys lue med attentatet i Sarajevo i 1914, der førte til 1. verdenskrig, og endelige afslutning af det kongelig-kejserlige monarki i 1918.

[redigér] Første republik (1918-1938)

Ved afslutningen af 1. verdenskrig var Østrig-Ungarn faldet fra hinanden. Den 12. november 1918 blev den nye republik Tysk-Østrig udråbt. Efter valget den 16. februar 1919 blev Karl Renner kansler.^[33] Han skulle i 1945 på ny komme til at spille en vigtig rolle ved grundlæggelsen af den Anden Republik. På det gammeløstrigske område, der var beboet af mennesker, der fortrinsvis talte tysk, opstod således en ny stat, og kejser Karl I's rolle var dermed formelt udspillet. Han flygtede til Schweiz og døde i 1922 på Madeira, mens hans hustru Zita von Bourbon-Parma døde i 1989.

Nogle områder, hvor flertallet af befolkningen talte tysk (f.eks. Egerland, Sydmähren og Sydtyrol) måtte efter ønske fra sejrherrerne ikke forblive i Østrig.^[34] I Saint-Germain-traktaten blev det foreskrevet, at navnet på staten skulle være "Republikken Østrig", og den i forfatningen forudsatte indtræden i den nye tyske republik blev forbudt.^[35] I 1920 blev den nye forbundsforfatning besluttet.^[36] I 1921 blev Burgenland, som var den overvejende tysktalende del af vestungarn, optaget som selvstændigt forbundsland i republikken.^[37]

I 1925 indførtes den østrigske schilling som valuta, og det lykkedes en tid at bremse en truende inflation.^[38] Men den økonomiske krise og de politiske modsætninger førte de følgende år Østrig længere og længere ned i en krise.

[redigér] Austrofascismen og stænderstat

En strid om gyldigheden af en afstemning i Nationalrådet førte til, at den kristensociale kansler Engelbert Dollfuß med politiets hjælp forhindrede forsamlingen at sammentræde. Dollfuß tiltog sig diktatorisk magt og udnyttede, at krigsforvaltningens fuldmagtslov fra 1917 ved en fejl ikke var ophævet. Han kunne dermed ændre lovene eller udstede nye gennem regeringsforordninger. Den 12. februar 1934 kom de ulmende modsætninger mellem de regerende kristendemokrater og socialdemokraterne voldeligt til udtryk i den østrigske borgerkrig, hvor en generalstrejke i de store industrområder omkring Wien, Linz, Steyr og Oberösterreich udviklede sig og krævede i alt 300 døsofre. Regeringen indsatte forbundshæren med våben og fik genskabt kontrollen. Der fulgte nogle dødsdomme mod medlemmer af politiske bevægelser, og et forbud mod det socialdemokratiske parti og dets støtter.^[39] Med en ny forfatning proklamerede Dollfuß herefter den 1. maj 1934 forbundsstaten Østrig som en stænderstat, der klart var et diktatorisk styre^[40] Styreformen, der var inspireret af Mussolinis styreform, blev kaldt austrofascisme.

Det førte få uger efter til julikuppet begået af tilhængere af det siden 1933 forbudte NSDAP. Det lykkedes nogle kupmagere den 25. juli 1934 at trænge ind i kanslerforvaltningen, hvor Dollfuß blev så hårdt såret, at han døde få dage efter. Kupforsøget blev slået ned indenfor få dage, og Kurt Schuschnigg blev ny forbundskansler.^[41] I februar 1938 mødtes Adolf Hitler med Schuschnigg, hvor han under trusler om militær invasion satte den østrigske kansler under pres for at indsætte nationalsocialister i regeringen. Schuschnigg gav efter og indsatte den østrigske nazileder Arthur Seyß-Inquart som indenrigsminister. Kansleren så ikke anden mulighed end at afholde en folkeafstemning om Østrigs uafhængighed. Men få dage før afstemningen blev Østrig stillet over for et tysk ultimatum om at indsætte en naziregering, og Schuschnigg overlod nu sin plads til Seyß-Inquart.^[42]

Samtidig med regeringens tiltræden den 12. marts 1938 marcherede tyske tropper ind i Østrig og forhindrede dermed den af Schuschnigg til den 13. marts 1938 planlagte folkeafstemning. Den 13. marts 1938 indlemmede Hitler gennem Anschluss Østrig i Det tredje Rige under stor begejstring fra sine talrige østrigske tilhængere.^[43] Kort efter begyndte arrestationer af omkring 60.000 østrigere, der blev sendt i koncetrationslejrene i Dachau og Buchenwald. Deportationen af jøder og den såkaldte "arisering" med beslaglæggelse af jødisk ejendom tog hurtigt til.^[44] Den 10. april 1938 blev der afholdt en folkeafstemning til bekræftelse af indlemmelsen. Det officielle resultat var, at 99,73 % af stemmerne var ja-stemmer.^[45]

[redigér] Det tredje rige (1938-1945)

Østrig forblev umiddelbart som eget land i det tredje rige, men den såkaldte Ostmarkgesetz (østmarkloven) af 14. april 1939 omdannede Østrigs delstater til tyske Reichsgaue, og fra 1942 blev de tidligere delstater og Wien gennem en førerbefaling omdannet til "normale" tyske rigsenheder. Østrig blev først betegnet som "Ostmark" og senere som "Alpe- og Donauenheden". Burgenland blev delt mellem enhederne Niederdonau og Steiermark, Østtyrol blev sluttet til Kärnten og den steiriske del af Salzkammergut blev lagt under Oberdonau. Wiens areal blev ved en sammenlægning med oplandet tredoblet (i det såkaldte stor-Wien).^[46]

[redigér] Efterkrigstid og den Anden Republik

Kort før det stortyske riges fald og krigsafslutningen i 1945 blev Østrig igen etableret som uafhængig stat. Dette havde de senere sejrherrer allerede fastslået i Moskvadeklarationen i 1943.^[47] Den 27. april 1945 sammentrådte en provisorisk statsregering med Karl Renner som kansler og proklamerede genopståelsen af republikken (Den Anden Republik). Snart derefter blev forfatningen fra 1. oktober 1920 med dens senere justering fra 1929 atter sat i kraft.^[48] Østrig tilbagevandt dermed sin status som et ikke-voldeligt, repræsentativt, parlamentarisk og føderalistisk demokrati.

Karl Renner blev i december 1945 valgt til forbundspræsident af Forbundsforsamlingen.^[49] Efter Renners død blev Wiens borgmester Theodor Körner den 27. maj 1951 folkevalgt til forbundspræsident som kandidat for SPÖ.^[50] Han blev dermed det første folkevalgte statsoverhoved i den østrigske historie. Fra 1945 til 1947 blev Østrig efter ønske fra besættelsesmagterne ledet af en regering bestående af alle partier (ÖVP, SPÖ, KPÖ). Den 19. november 1947 dannede ÖVP og SPÖ en stor koalition, der regerede indtil 1966. Denne alliance mellem partierne var udtryk for en fast beslutning om at løse Østrigs problemer, men den lagde også grunden til de to partiers dominans og magtdeling i østrigsk politik, hvilket dog i årtier havde vælgernes opbakning.^[51]

Indtil 1955 var Østrig ligesom efterkrigstyskland opdelt i besættelseszoner. Den sovjetiske zone var den største, som omfattede Oberösterreich nord for Donau, Niederösterreich og det gendannede Burgenland. Wien, som lå midt i den sovjetisk okkupationszone, blev del mellem de allierede, og Wiens inderste bykerne blev administreret i fællesskab mellem parterne.^[52] Russerne beslaglagde en række vigtige virksomheder, herunder også olieproduktionen, da den blev betragtet som "tysk ejendom".^[53], og produktionen blev samlet i en sovjetisk koncern benævnt USIA.^[54]

Med underskrivelsen af den østrigske Statstraktat den 15. maj 1955 fik republikken sin fulde suverænitet den 27. juli 1955. Den blev indgået mellem forbundsregeringen og repræsentanter fra sejrsmagterne. Østrig forpligtede sig til aldrig igen af stræbe mod en tilslutning til Tyskland. Den 26. oktober 1955, efter tilbagetrækningen af besættelsestropperne, besluttede Nationalrådet Østrigs evige neutralitet;^[55] denne dag har siden 1965 være Østrigs nationaldag. Neutraliteten, der således ikke er en del af forpligtelserne i selve statstraktaten, betyder, at Østrig ikke må tiltræde militære samarbejder og at landet ikke må tillade andre magter at anvende østrigsk territorium som militært støttepunkt, samt at Østrig med alle midler skal forsvare sin uafhængighed.^[55] Neutraliteten gav under den kolde krig Østrig en særlig position som brobygger mellem vest og øst. Neutraliteten blev sat på en prøve under opstanden i Ungarn i 1956 og senere igen under besættelsen af Tjekkoslovakiet i 1968, men Østrig fastholdt sin neutrale position og modtog både mange flygtninge under de to kriser og gav store humanitære hjælpemidler.^[56]

Den 14. december 1955 blev Østrig medlem af FN^[57] og var 1973-74 og 1991-92 medlem af sikkerhedsrådet.^[58] I 1956/57 fik IAEA, det Internationale Atomenergiagentur, sæde i Wien,^[59] og i 1969 kom UNIDO, FN's organisation for industriel udvikling, til,^[60] og senere fulgte flere FN-agenturer. I 1965 lagde OPEC sit hovedkontor i Wien.^[61]

I Sydtyrol, som indtil 1918 havde tilhørt Østrig, men efter 1. verdenskrig blev annekteret af Italien, var der et flertal af tysktalende. I 1960'erne forelagde Østrig konflikten med Italien om landområdet for FN, og efter et møde i København i november 1969 enedes Italien og Østrig om en række rettigheder for befolkningen i Sydtyrol.^[62][63]

Fra 1970 til 1983 blev Østrig ledet af en socialdemokratisk regering med Bruno Kreisky i spidsen. I 1970'erne fik Østrig stigende betydning i internationale spørgsmål, hvilket bl.a. kom til udtryk gennem etableringen af en FN-bygning i Wien (UNO-City) og Bruno Kreiskys engagement i spørgsmålet om palæstinenserne.^[64]

[redigér] Østrig i dag

Siden åbningen af grænserne til de tidligere østbloklande i 1989/1990 ligger Østrig ikke længere ved østgrænsen til det frie Europa, og Østrig har oplevet stærkere handelsforbindelser til og investeringer i reformlandene. I første halvdel af 1990'erne fik mange mennesker fra de borgerkrigshærgede jugoslaviske lande ophold i Østrig.

Efter afslutningen af den kolde krig i 1991 blev neutralitetspolitikken slækket. Den har ændret status efter Østrigs indtræden i EU den 1. januar 1995. Under den kolde krig var den en vigtig del af østrigernes identitet, men med Østrigs deltagelse i EU og dermed også EU's fælles forsvarpolitik har neutralitetspolitikken mistet sin udenrigspolitiske betydning.^[65]

I 2002 blev euroen indført som valuta og erstattede dermed den østrigske schilling, og den 21. december 2007 blev Schengen-samarbejdet udvidet mod øst. Dermed forsvandt de sidste rester af jerntæppet, da grænsekontrollen til Tjekkiet, Slovakiet, Ungarn og Slovenien blev fjernet. Den 9. april 2008 ratificerede Nationalrådet EU's Lissabon-traktat med et stort flertal på 151 medlemmer for og 28 imod.^[66]

[redigér] Geografi

Østrig strækker sig i øst-vestlig retning på det længste sted 575 km. og i nord-sydlig retning 294 km. på det længste sted. Omkring 60 % af landet består af bjerge og har en andel af østalperne (frem for alt Tirols del af Centralalperne, Hohe Tauern og Niedere Tauern, Nordlige Kalkalper, Sydlige Kalkalper og Wienerwald), hvorfor landet i folkemunde ofte kaldes Alperepublikken. Nord for Donau i Ober- og Niederösterreich ligger den bøhmiske masse der med sine udløbere når helt til Tjekkiet og Bayern. Burgenland øst for alpe-karpater-buen løber ud i det pannoniske bækken og har både landskabsmæssigt og klimatisk stor lighed med den østlige nabo Ungarn, hvortil det hørte indtil 1921.

De store højdeforskelle ligger mod øst langs med Donau, frem for alt i alpeforlandet og i Wienerbækkenet med Moravafeltet samt i det sydlige Steiermark, der med sin lighed med landskabet i Toscana ofte kaldes det steiriske toscana. Det lavest beliggende punkt i Østrig er Hedwighof i Burgenland med 114 m.o.h. Kun 32 % af landet ligger lavere end 500 m.o.h.

43 % procent af landets areal på 83.871 km² er dækket af skov.

[redigér] Eksklaver og enklaver

Inden for Østrigs statsområde er Kleinwalsertal en tysk funktional enklave. Det betyder, at Kleinwalsertal hører til Østrig (Vorarlberg) og grænser direkte op til landet, men på grund af den topografiske placering af vejene kan den kun nås via Tyskland. En anden tysk funktional enklave er kommunen Jungholz i Tyrol, som ikke kan nås fra Østrig og kun er forbundet med landet med det 1.636 meter høje bjerg Sorgschrofen.

[redigér] Bjerge

De højeste bjerge i Østrig er 3-4.000 meter høje og ligger i østalperne. Med 3.798 m.o.h. er Großglockner i Hohe Tauern det højeste bjerg.^[67] Dernæst følger Wildspitze med 3.774 m.o.h. og Weißkugel med 3.738 m.o.h., der begge ligger i Ötztal Alperne.

Bjerglandskabet er af stor betydning for turismen. Der er mange vintersportssteder, og om sommeren er der mulighed for bjergvandring eller -klatring.

[redigér] Søer

Den største sø er Neusiedler See i Burgenland. Af søens samlede areal på 315 km² hører ca. 77 % til Østrig mens resten ligger i Ungarn. Attersee er den største sø, der er beliggende helt indenfor Østrigs grænser, med et areal på 46 km² efterfulgt af Traunsee med 24 km², begge i Oberösterreich. Også Bodensee med sine 536 km² i Dreiländereck på grænsen mod Tyskland og Schweiz ligger for en mindre dels vedkommende i Østrig. Statsgrænserne i Bodensee er imidlertid ikke præcist fastlagt.

For sommerturismen har søerne ligesom bjergene stor betydning, særligt søerne i Kärnten og i Salzkammergut, der er populære mål for badeferier. De kendteste søer her er Wörthersee, Millstätter See, Ossiacher See og Weissensee i Kärnten. Andre kendte søer er Mondsee og Wolfgangsee på grænsen mellem Salzburg og Oberösterreich.

[redigér] Floder

Den største del af Østrig bliver afvandet gennem Donau til Sortehavet. Kun mindre områder mod vest afvandes via Rhinen og i nord via Elben til Nordsøen. Donau, der med sine i alt 2.888 km er Europas næstlængste flod, gennemflyder Østrig med en længde på 350 km.^[68]

Store sidefloder til Donau er (fra vest mod øst):

• Lech, Isar og Inn som udløber i Donau gennem Bayern; de afvander Tyrol, og den i Salzach udmundende Inn afvander Salzburg
• Traun, Enns, Ybbs, Erlauf, Pielach, Traisen, Wienfluss og Fischa afvander de syd for Donau beliggende områder i Oberösterreich, Steiermark, Niederösterreich og Wien
• Große Mühl og Kleine Mühl, Rodl og Aist, Kamp, Göllersbach og Rußbach samt Thaya ved den nordlige grænse og Morava ved den østlige grænse afvander områderne nord for Donau beliggende i Oberösterreich og Niederösterreich
• Lainsitz er på grund af sin størrelse uden betydning, den er dog den eneste østrigske flod, der afvander fra Niederösterreich gennem Tjekkiet til Elben

Mura afvander området Lungau i Salzburg samt Steiermark; den udmunder i Drau i Kroatien, som samtidig afvander Kärnten og Østtyrol. Drau udmunder i Kroatien på grænsen til Serbien i Donau.

Rhinen afvander store dele af Vorarlberg og flyder gennem Bodensee for at udmunde i Nordsøen.

[redigér] Natur

De forskelligartede topografier i Østrig skaber grundlag for er et stort antal arter indenfor både flora og fauna. For at beskytte disse, er der indenfor de seneste årtier etableret seks forskellige nationalparker. Også i kølvandet på UNESCO's Verdensarvsliste er flere områder udpeget til naturarv.

[redigér] Flora

Det østrigske miljøministerium antager, at der er omkring 2.950 spore- og rodplanter inklusiv uddøde plantearter. Heraf står godt 40 % på den røde liste.^[69]

43 % af Østrigs areal består af skov. I lavområderne op til 500 meter består skovene fortrinsvis af løvskov med bøg og eg. Over denne grænse er der blandingsskov – primært bøg og gran – mens gran er helt dominerende i højder over 1.500 meter. Skovgrænsen ligger omkring 1.800 meters højde.^[70]

I alperne findes en række sjældne plantearter, hvoraf mange er totalfredet, f.eks. den udrydningstruede Edelweiss. Alpeviol og ensian findes med flere forskellige arter i Alperne.^[71]

[redigér] Fauna

Der findes omkring 45.870 dyrearter i Østrig, hvoraf 98,6 % er hvirvelløse dyr. 10.882 arter regnes som truede, hvoraf 2.804 er opført på IUCN's rødliste.^[72] Der findes en række sjældne fuglearter som f.eks. lammegrib, alpesejler og forskellige mejsearter. I alperne findes bl.a. gemse og murmeldyr. Fladlandet øst for Wien med den store Neusiedler See er et stort reservat for fugle. Rør- og sivskovene omkring søen giver endvidere gode livsbetingelser for hvid stork, sølvhejre, rørdrum og grågæs.^[73]

[redigér] Klima

Østrig ligger i den tempererede klimazone og medregnes i det mellemeuropæiske overgangsklima, hvor klimaet er kendetegnet ved vekselvirkningen mellem havklima og fastlands- hhv. pannonisk klima, og den fugtige vestenvind er dominerende.

Som følge af disse klimapåvirkninger er den østlige del af Østrig kendetegnet ved kolde vintre og varme somre, og på helårsbasis falder det kun middelmådige regnmængder.

Den vestlige del af landet er påvirket af havklimaet og vestenvinden, og vintrene er som regel relativt milde og somrene er varme. Her er også de største nedbørsmængder. De geografiske forhold danner endvidere en yderligere klimazone med det alpine klima, som i bjergene giver strengere vintre end i det dybereliggende østen. En anden særhed er de forskellige påvirkninger fra nord og syd, hvor klimaet mod nord kan bringe polarkulde med sig og mod syd Sahara-sand.

Der kan opstå fønvind på nordsiden af Alperne, som kan have stor indvirkning på menneskers velbefindende i de op til 3 dage, som vinden kan vare.

[redigér] Temperatur og nedbør

Gennemsnitstemperaturen i den østlige del af landet (Innsbruck) er -1,7°C i januar og 18,1°C i juli. I den vestlige del af landet (Wien) er de tilsvarende temperaturer 1,2°C og 21,7°C.

Middeltemperatur i øst- og vestøstrig:^[74]

By	Jan	Feb	Mar	Apr	Maj	Jun	Jul	Aug	Sep	Okt	Nov	Dec	År
Wien	1,2	2,9	6,4	11,5	16,5	19,1	21,7	21,6	16,8	11,6	5,5	2,4	11,4
Innsbruck	- 1,7	0,4	4,8	8,4	13,4	16,1	18,1	17,7	14,0	9,1	2,9	- 1,0	8,5

Over østeuropa kan etableres et kraftigt og stabilt højtryk, der om sommeren giver klart vejr og den kontinentale varme trækkes ind over landet og giver en hed, tør varme. Om vinteren skaber samme højtrykssituation højt solskin og meget koldt vejr (ned til -20°C).

[redigér] Vejrrekorder

• Varmeste dag blev målt den 27. juli 1983 i Dellach im Drautal med 39,7°C
• Koldeste dag blev målt den 1. januar 1905 på bjerget Sonnblick med -37,4°C
• Koldeste dag i beboet område blev målt den 11. februar 1929 i Stift Zwettl med -36,6°C^[75]

På grund af havklimaets aftagende virkning fra vest mod øst er regnmængderne tilsvarende aftagende i samme retning i landet. Regnmængderne i Wien er således kun cirka halvdelen af den mængde, der falder i Salzburg.

På årsbasis viser sig store regnmængder langs alperyggen, da fugtige luftstrømme fra nord eller syd ved lavtryk ophobes og derved afgiver regn. Om vinteren bevirker dette store snemængder i bjergene og dalene, samt i de nord eller syd for bjergene beliggende regioner. Om sommeren kan de store regnmængder medføre mudderskred eller oversvømmelser. Områderne med størst nedbør er alpeforlandet samt områderne øst og nordøst for Innsbruck. Her falder indtil 3.000 mm regn eller sne årligt.

For- og efterår er stærkt omskiftelige vejrperioder, hvor der både kan falde sne, eller der kan være høje temperaturer. Da dagtemperaturerne i juli og august ikke sjældent kommer over 30°C, og da luftfugtigheden er høj, dannes der ofte cumulusskyer, der ved mødet med Alperne kan føre til kraftigt uvejr.

Østrig er som sine nabolande i de senere år hyppigere udsat for vejrforandringer. Heftige regnskyl har flere gange skabt ødelæggende oversvømmelser og mudderskred, som også har krævet dødsfald. Det er også kommet til orkanagtige storme og voldsomme snefald, som har efterladt byer uden kontakt til omverdenen og givet flere laviner. Også tørke hærger oftere i landet. Det diskuteres fortsat blandt klimaeksperter, om disse vejrfænomener blot er tilfældige udsving eller et resultat af en global klimaforandring.^[76]

[redigér] Demografi

[redigér] Befolkningsudvikling

Den første folketælling, som kan sammenlignes med den i dag anvendte metode, skete i 1869/1870 i Østrig-Ungarn, hvor befolkningstallet frem til 1913 har været stigende indenfor det nuværende Østrigs geografiske område. Stigningerne fremkom primært gennem indenlandske indvandringer fra de Østrig-ungarske kronlande. Efter 1. verdenskrig var der et kortvarigt fald i befolkningstallet som følge af mange embedsmænds tilbageflytning til deres oprindelseslande. Den sidste folketælling inden 2. verdenskrig viste et befolkningstal på 6.653.000. Efter krigen oplevede man en årrække nedgang i befolkningstallet.

Et højt fødselsoverskud vendte udviklingen frem til 1974, hvor der blev nået et nyt højdepunkt med 7.599.000 indbyggere i Østrig. Tallet lå nogenlunde stabilt frem til 1987, hvor der begyndte en ny befolkningsstigning, som bl.a. kan tilskrives en større indvandring. I 2007 var der 8.298.923 indbyggere i Østrig. Det svarer til 1,7 % af EU's befolkning.^[77] Den gennemsnitlige forventede levetid for kvinder var i 2006 82,68 år og for mænd 77,13 år. Børnedødeligheden var 0,36 % i 2006.^[78]

[redigér] Byer og befolkningstætte områder

Det suverænt største beboelsesområde i Østrig er metropolregionen Wien med et indbyggertal på 2.067.651 (pr. 1. januar 2005). Dermed bor en fjerdedel af befolkningen i hovedstadsregionen. Andre store byregioner omgiver forbundshovedstæderne Graz, Linz, Salzburg og Innsbruck. Til de vigtigste byer tæller desuden (fra vest mod øst) Feldkirch, Dornbirn og Bregenz i Vorarlberg, Villach og Klagenfurt i Kärnten, Wels i Oberösterreich samt St. Pölten og Wiener Neustadt i Niederösterreich. I alt har omkring 200 kommuner af meget forskellig størrelse retten til at kalde sig for en by (stadsret); kun for de 15 statutarbyer har dette forvaltningsretlig betydning.

I de erhvervsmæssigt svage områder er afvandringen fra land til by et stort problem. Vandringen fra land til bymetropolerne har fokus i hele EU, og er et ikke særegent østrigsk fænomen. De bjergrige alperegioner giver Østrig en særlig udfordring i forhold til vandringen. Netop urbaniseringen er et stigende problem for landområderne i Alperne.^[79] Den betyder, at landbefolkningen i stigende grad søger beskæftigelse i byerne enten som pendlere eller ved at de fraflytter landsbyerne for at komme nærmere byområderne. Erhvervsmæssigt går det i landbyerne ud over den traditionelle landbrugsproduktion og dennes følgeproduktion. For alpeområderne er udviklingen problematisk, dels fordi etableringen af den nødvendige infrastruktur til erhvervsvirksomheder er omkostningfuld i bjergene og dels fordi viden om de hidtidige produktionsmetoder og traditioner forsvinder.

Flere og flere landsbyer øjner mulighed for erhvervsmæsig ernæring gennem vinterskisportsturisme, og konkurrencen er hård for at tiltrække turister i de måneder sæsonen varer. Erhvervsstrukturen i landområderne bliver dermed mere ensidig og samtidig mere sårbar overfor udsving (særligt når snesæsonen afkortes som følge af klimatiske ændringer), hvilket skaber yderligere usikkerhed for landområderne og dermed yderligere forstærker vandringen fra land til by. Samtidig er udbygningen og vedligeholdelsen af skiområderne omkostningsfuld for de små kommuner.^[80]

[redigér] Sprog

Efter kapitel 8 i Østrigs forfatning er tysk det officielle statssprog i Republikken Østrig. I Østrig tales og skrives en variant af sproget, der kaldes østrigsk tysk og som er en variation af højtysk. Det østrigske tysk kan overordnet deles i to grupper: den alemanniske dialekt, der tales i Vorarlberg og den nordvestlige del af Tyrol, samt den bayeriske dialekt, der tales i alle øvrige områder i Østrig.

Forfatningen giver endvidere rettigheder til nogle slaviske sprog i visse regioner. Det drejer sig om burgenlandkroatiske, slovenske og ungarske folkeslag. Herudover taler romafolk deres eget sprog, ligesom omkring 35.000 af Jenischefolket lever i Østrig og taler en variant af højtysk.

[redigér] Ind- og udvandring

Efter 2. verdenskrig oplevede Østrig primært indvandring fra Ungarn og Tjekkoslovakiet efter opstandene i disse lande i hhv. 1956 og 1968. Den stigende velstand op gennem 1950'erne betød endvidere et øget behov for arbejdskraft, som blev inviteret til Østrig i denne periode.

I 1990'erne oplevede Østrig store flygtningestrømme som følge af krigene i det tidligere Jugoslavien, og i dag udgør borgere fra eks-jugoslavien 2/3 af samtlige udlændinge i Østrig. Næststørste gruppe er fra Tyrkiet, og i de senere år er indvandringen fra Tyskland, som følge af manglen på arbejdspladser, steget, så denne gruppe udlændinge nu udgør den tredjestørste indvandringsgruppe i Østrig.^[81]

Befolkningsprognosen for Østrig viser, at befolkningstallet frem til 2050 vil stige til omkring 9,5 mio. indbyggere. Som i Danmark vil befolkningssammensætningen ændre sig, således at antallet af ældre vil være stigende. Stigningen i befolkningstallet forventes primært at ske gennem indvandring.^[82]

[redigér] Religion

Ifølge folketællingen fra 2001^[83] er 73,6 % af befolkningen tilhængere af den romerskkatolske kirke, 4,7 % bekender sig til den protestantiske tro, 4,2 % bekender sig til islam, mens 0,1 % bekender sig til den jødiske tro. Hver tredje tilhænger af islam i Østrig bor i Wien, mens det for tilhængerne af den jødiske tro gælder, at over 85 % bor i Wien.^[84]

Til andre religiøse retninger tæller buddhisme (0,1 %), der blev anerkendt som trosretning i 1983, hinduisme (0,04 %) og Jehovas Vidner (0,3 %). 12 % af befolkningen angiver, at de ikke tilhører en trosretning.

[redigér] Politik

[redigér] System

Østrig er i følge forfatningen en føderal, parlamentarisk-demokratisk republik, der består af ni forbundslande. Forbundspræsidenten er statsoverhoved og vælges for en 6-årig periode af folket ved et direkte valg.

Forbundskansleren, der udnævnes af forbundspræsidenten, er regeringschef. Sædvanligvis får partiformanden fra den største parlamentsfraktion til opgave at danne en regering. Dette er imidlertid ikke en forfatningsregel. Forbundspræsidenten skal ved udnævnelsen af forbundskansleren blot være opmærksom på, at denne ikke får stillet et mistillidsvotum i Nationalrådet.

Forbundsregeringen bliver udnævnt af forbundspræsidenten efter indstilling fra forbundskansleren (hvorved præsidenten også har ret til at afvise et forslag). Hvis Nationalrådet udtaler mistillid til regeringen, skal forbundspræsidenten afskedige den. Efter forfatningen kan forbundspræsidenten dog også afskedige en regering direkte. Nationalrådet kan opløses af forbundspræsidenten efter forslag fra regeringen, hvorved der skal udskrives nyvalg. Siden 8. juli 2004 har Heinz Fischer været forbundspræsident i Østrig.

Der kan udskrives såvel bindende som vejledende folkeafstemninger. Endvidere kan et emne tages op i en folkepetition. Såfremt folkepetitionen underskrives af 100.000 stemmeberettigede eller 1/6 af vælgerne i tre forbundslande, er Nationalrådet forpligtet til at behandle petitionen, men ikke bundet af dens indhold.

Forfatningsændringer skal vedtages med 2/3 flertal i begge parlamentets kamre. Bindende folkeafstemninger om forfatningsspørgsmål skal gennemføres, hvis der er tale om en helt ny forfatning, for forfatningsændringer kun hvis 1/3 af et af parlamentets kamre kræver det.

[redigér] Institutioner

Det østrigske parlament består af to kamre. Nationalrådet bliver med sine 183 medlemmer valgt af alle statsborgere (også i udlandet), der er fyldt 16 år, ved almindeligt, lige, direkte og hemmeligt forholdstalsvalg.^[85] Valgperioden er fra 2007 5 år (var tidligere 4 år)^[86], hvis der ikke udskrives nyvalg tidligere, enten ved at Nationalrådet opløser sig selv eller ved at forbundspræsidenten og regeringen opløser det.^[87] Nationalrådet er den østrigske lovgivnings dominerende kammer. Der er en generel spærregrænse på 4 procent til Nationalrådet.^[88]

Nationalrådet har følgende sammensætning efter valget den 28. september 2008:^[89]

• 58 pladser SPÖ (Østrigs socialdemokrater)
• 51 pladser ÖVP (det østrigske folkeparti)
• 19 pladser Grüne (de grønne)
• 34 pladser FPÖ (Østrigs frihedsparti)
• 21 pladser BZÖ (Bündnis Zukunft Österreich, udbryderparti fra FPÖ)

Forbundsrådet bliver udpeget af de enkelte Landdage (som er forbundslandenes lokale parlamenter) efter forbundslandenes befolkningstal og består af 62 repræsentanter. Det har i de fleste tilfælde kun en udsættende vetoret, som Nationalrådet gennem en beslutning kan overtrumfe og dermed gennemføre en lov alligevel. Kun i tilfælde, hvor en lov griber ind i de enkelte forbundslandes anliggender og rettigheder, har Forbundsrådet et absolut veto.^[90]

Styrkeforholdet mellem de to kamre er ofte til diskussion i Østrig, hvor politikerne i forbundslandene gerne ser Forbundsrådet som et ligeberettiget andetkammer, mens kritikere på den anden side ser Forbundsrådet som overflødigt, da rådet oftere stemmer efter partipolitiske interesser end efter det enkelte forbundslands interesser. I perioden 2003-2005 har en forfatningskommission undersøgt mulighederne for en reform af den østrigske forfatning. Kommissionen kunne imidlertid ikke blive enig om en anbefaling af det fremtidige kompetenceforhold mellem staten og forbundslandene.^[91]

[redigér] Politiske partier